Matador genoprejst som musical

Da jeg for omkring syv år siden var til premiere på den stort opsatte Matador-musical i Operaen i København, var skuffelsen så stor, at jeg bestemte mig for aldrig mere at se Danmarkshistoriens bedste fortælling udsat for sang og dårlige kopier af de folkekære karakterer.

Da jeg for et par måneder siden hørte, at en gruppe halvprofessionelle og amatører havde sat sig for at løfte den opgave, som landets fremmeste teaterkapaciteter ikke var lykkedes med, overmandede nysgerrigheden mig dog. Den 8. august 2014 tog jeg sammen med 1.351 andre til premieren på Frøbjerg Festspils opsætning af musicalen Matador.

Jeg vil med det samme gerne røbe, at jeg havde en så god aften, at jeg har været nødsaget til at revidere min oplevelse af, hvorvidt Matador kan fungere som syngespil. Formentlig har mine lave forventninger spillet ind, men altovervejende bygger den gode oplevelse på omgivelserne, stemningen og det forbløffende gode håndværk fra folkene på og bag scenen. På imponerende vis var det i Frøbjerg også lykkes at skære en time af spilletiden i Operaen, uden at jeg kunne gennemskue, hvad der var udeladt.

Tættere på Korsbæk

Da jeg ankom til foden af Fyns højeste punkt Frøbjerg Bavnehøj, parkerede jeg bilen på en stor og ret kuperet stubmark. Der havde jeg en time før forestillingen sat min svigermor og hendes kæreste stævne til "middag i det grønne". Det viste sig, at det vrimlede med campingmøbler og spisende folk på parkeringspladsen. En familie havde til lejligheden spændt deres trailer med et bord-bænke-sæt på efter bilen. Bevæbnet med tæpper og aftenkaffe besteg folk efter middagen højen ad en støvet grusvej til den store friluftscene, hvor 1.400 hvide plastikstole stod og ventede. Jeg havde nærmest følelsen af at være på vej til alsangstævne ved Varpemarkhuse, før borgmester Sejersen snedigt havde fået Korsbæks spidser til at finansiere en ordentlig vej. På alle måder følte jeg mig mere hensat til Korsbæks provinsunivers, end da jeg så musicalen i det ekstravagante operahus midt i København. At pindemadderne og drinksene i pausen var erstattet med pølser, biksemad og fadøl, gav endnu et plus på autenticitetskontoen.

Simpel og velfungerende scenografi

Den store friluftsscene fungerede perfekt til de mange forskellige Korsbæk-lokationer, som indgik i musicallen. De stationære og gennemgående dekorationer blev på smart vis suppleret med en simpel skydedekoration, som med skiftende møblement og billeder på væggen gjorde det som både Katrine og Olufs landsted i Korsbækhuse, Agnes og Lauritz lejlighed ved branddammen og Kristens funkislejlighed ovenpå banken. I forhold til den storslåede scenografi i Operaen, hvor de fantastiske dekorationer hurtigt skiftede på mange finurlige og effektfulde måder, var rammerne omkring dette friluftsskuespil naturligvis helt anderledes. Jeg synes dog, at opgaven efter forholdene var løst eksemplarisk, og at det i flere tilfælde passede bedre ind i Matadors langsomme og afdæmpede fortælleform, at dekorationerne ikke fløj rundt mellem hinanden. Den fysisk store scene og de mange medvirkende kunne til tider være svære at overskue, men i flere tilfælde blev der skabt fokus på de primære skuespillere i scenen ved at "fryse" alle andre i deres igangværende positur, til scenen var overstået.

Amatør-proffer

Også i forhold til skuespillernes præstationer blev jeg meget positivt overrasket og fik et helt nyt syn på amatørteater. Da jeg bagefter læste programmet igennem, viste det sig dog hurtigt, at der ikke var tale om helt "almindelige" amatører fra Frøbjerg og omegn. Hovedrolleindehaverne var hentet fra forskellige egne af landet og havde alle lange og flotte CV'er med roller indenfor teater, musicals og festspil. Den store erfaring lagde et ualmindeligt højt niveau, som nogle gange næsten ødelagde den amatør- og frivillighedsstemning, som Frøbjerg Festspil også gerne vil signalere. På den konto manglede brugsuddelerens kone, som måske ikke altid rammer de høje toner, men brænder for at spille teater og komme ud og vise sine skjulte talenter frem. Når alt kommer til alt, satte jeg dog stor pris på, at bundniveauet var så højt, at jeg under hovedparten af forestillingen følte mig hensat til en forestilling på et af landets bedre provinsteatre.

Skuespil og sang i høj klasse

Selvom der generelt var tale om gode og gedigne skuespilpræstationer, var der naturligvis nogen som stak ud. Med mange timers tv-Matador på nethinden er det svært ikke at sammenligne med originalerne, men forestillingen viste mig, at en god skuespiller godt kan tilføje nye facetter til en ellers låst opfattelse af en karakter.

På positivlisten kommer jeg ikke udenom at nævne Puk Sander i rollen som Maude. For det første fordi der er tale om en af mest velspillede roller i Matador. For det andet fordi rollen blev spillet med en så stor autencitet, at når jeg lukkede øjnene og hørte på Puks replikker, lød det stort set som, da Malene Schwartz fremsagde dem for ca. 35 år siden.

Michael Gade Thomsen gjorde det fortræffeligt som Mads Skjern. Specielt i de følelsesladede scener, hvor Mads udtrykker sine frustrationer over sønnen Daniel og skændes med Ingeborg, blev der vist skuespil i meget høj klasse.

I rollen som den joviale grisehandler, synes jeg Kristian Friis placerede sig elegant imellem Buster Larsens og Tommy Kenters præstationer i rollen – samtidig med, at han selv tilførte rollen lidt ekstra krydderi. I den forbindelse bør det lige nævnes, at Tommy Kenter i rollen som grisehandleren var et af lyspunkterne fra opsætningen i Operaen.

Det er også svært at komme udenom Julie E. Strange i rollen som Elisabeth. Det tog mig dog lidt tid at vende mig til den noget højere udgave af frk. Friis, men når Julie med forestillingens bedste vokalpræstation brød ud i sang, steg hun i agtelse og faldt i højde.

Ingen roser uden torne

For at undgå, at jeg som fynbo ikke bliver beskyldt for patriotisme og lokalt rygklapperi, må jeg nok hellere også pege på nogle af de ting, som jeg gerne havde set anderledes.

Når man sætter en høj ranglet mand under 30 år til at spille rollen som hr. Schwann, udfordrer man skæbnen. Når den unge mand ikke leverer varen og ikke kan udtale ord som "assortiment" rigtigt, tænker jeg, at instruktøren ikke havde været sin opgave voksen på det punkt.

Med en fynsk opsætning af musicalen, var mine forventninger til udfyldelsen af doktor Hansens rolle stor. På det punkt blev jeg desværre skuffet, da "den ædle ridder fra Svendborg" snakkede så fynsk, at det blev karikeret i stedet for charmerende.

Som stor Matador-entusiast og -nørd, er jeg desværre let at påvirke negativt, når det kommer til faktuelle fejl. Derfor tæller det på minussiden, at der i forestillingen klart blev indikeret, at Albert Arnesen skød sig selv. På den måde er Frøbjerg Festspil med til at udbrede provianteringshandler Mortensens havemands fejlagtige sladder om Arnesens død.

Når Boldt tager telefonen og siger "Jernbanecaféen", er han galt i byen. Han kunne enten have sagt "Jernbane Hotellet" eller "Jernbanerestauranten". Det skuer også mit trænede Matador-øje, når man på rollelisten staver Kristen Skjerns navn med 'e' i stedet for 'i'.

UG i Matador-musical

Som det forhåbentligt fremgår af min beskrivelse, har disse bagateller ikke kunnet ødelægge min samlede oplevelse. Jeg havde en fantastisk aften og blev overbevist om, at Matador som musical alligevel har sin berettigelse.

Som afrunding og konklusion på mine oplevelser fra Frøbjerg Festspils opsætning af Matadormusicalen, vil jeg gerne videregive Mads Skjerns korte, jyske og besindige bemærkning (om et par damesko fremstillet af rødspætteskind under krigen) til hele holdet bag.

"DET ER DYGTIGT"

matadoronline.dk